Smertehåndteringsøvelse
Foto: Heidi Hajslund
Her er en SIMPEL ØVELSE til dig der er gravid. Øvelsen vil gøre dig opmærksom på, hvad der sker i din krop, når du oplever smerte og ubehag. Og du vil forstå, hvor vigtigt det er, at bruge dit åndedræt bevidst under fødslen.
Tag gerne din partner med ud i sneen og prøv øvelsen begge to og øv den gerne flere gange.
Øvelse i Smertehåndtering
❄️ Tag en snebold i den ene hånd. Hold fast om snebolden imens du tæller til 10. Fokuser op snebolden og på smerten i din hånd. Spænd i din arm imens og læg mærke til hvad der sker i din krop. Trækker du vejret? Spænder du andre steder i kroppen? Hvor ondt gør det?
❄️ Slip snebolden. Stil dig med begge fødder solidt plantet i sneen og tag et dybt åndedrag.
❄️ Tag en snebold i den anden hånd, imens du fortsætter med et roligt åndedrag. Træk vejret roligt ind gennem næsen og pust langsomt ud gennem munden. Giv slip i kroppen på udåndingen. Giv slip i kæbe, skuldre og hænder. Tænk på en kop dejlig varm cacao, som du skal have når du kommer hjem. Tæl til 10.
❄️ Hvor ondt gjorde det? Kunne du mærke forskel? Formentlig kunne du mærke, at det fjorde mindre ondt med anden snebold, fordi du mentalt fokuserede på noget rart samtidig med, at du brugte dit åndedræt bevidst og slappede af i din krop.
Det er helt normalt at spænde i kroppen og stoppe med at trække vejret når man oplever smerte. Men denne strategi er ikke hensigtsmæssig, da den forstærker oplevelsen af smerte i kroppen.
Når du er bevidst om et roligt og afspændende åndedræt samtidig med at dit fokus er på noget positivt er det lettere at acceptere og være i smerten. Det samme gælder under ve-arbejdet.
Rigtig god fornøjelse!