Bekymringer i graviditeten og 4 gode råd.

af Jordemoder Heidi Hajslund
Bekymringer i graviditeten og 4 gode råd.

Om bekymringer i graviditeten og 4 gode råd til hvad du selv kan gøre for at opnå ro i sindet.

At være gravid og at føde et barn kan være både fantastisk og overvældende. De fleste kvinder bekymrer sig i løbet af graviditeten og ser frem til fødsel og moderskab med en blanding af gå-på-mod og frygt.

Så snart din mave begynder at vokse vil du høre mange fødselsfortællinger fra andre kvinder der har født. Måske vil du også få lyst til at læse om andres fødselsfortællinger. Ikke alle fortællinger er lige rare at lytte til når man er gravid. Husk, at alle kvinder er forskellige ligesom vores oplevelse af kontrol, mestring og smerte er forskellig.

Det er normalt at du bekymrer dig. Sunde bekymringer gør dig opmærksom på den store livsopgave du står over for og de ting du skal forberede dig på. Sunde bekymringer giver dig mulighed for planlægning samt fokus på det du rent faktisk kan kontrollere Her kan du læse mine råd til hvordan du bedst forbereder dig til fødslen.

Overdrevne bekymringer derimod gør intet godt for os. Vi kan ikke løse vores problemer eller opnå kontrol over en situationen ved konstant at gruble og bekymre os.

Hvis du overtænker og oplever, at dine bekymringer kaprer dig så har jeg her fire gode råd til hvordan du får ro i sindet.

1. Få kontakt til krop og sanser

Den bedste vej ud af overtænkning er at komme til stede i krop og sanser. Det kan du gøre ved at bruge din vejrtrækning. Læg dig behageligt med dine hænder på maven lige under navlen. Træk vejret dybt ned i maven og pust langsomt ud. Få kontakt med dit barn i maven og nyd en stille stund med nærvær.

Du kan også lave en bodyscan eller en meditation.

Hvis du kan lide at komme ud i naturen kan en gåtur med fokus på dine sanser være en effektiv metode til at komme til stede i nuet og give slip på bekymringerne for en stund. Prøv at bringe så mange sanser i spil som muligt. Læg mærke til hvad du kan høre, se, dufte og mærke.

2. Skriv dine bekymringer ned.

At få dine tanker ned på papir kan give ro i sindet. Gør det til et ritual at skrive lidt hver dag og giv så slip på dine tanker når du lukker din dagbog. Du kan også bruge metoden når dine bekymringer overmander dig. Skriv alle bekymringerne ned og vent med at forholde dig mere til dem til du har overskud til det. Herefter kan du forsøge at skabe et overblik over dine bekymringer ved at dele dem op i dem du kan gøre noget ved og dem du er nødt til at give slip på, evt. med hjælp fra din jordemoder.

3. Brug Google med omtanke.

Det er naturligt at du gerne vil søge viden om alt hvad der sker i din graviditet og det du skal forberede dig på til fødslen. Her er det fint at søge på nettet for at blive inspireret.

Hvis der opstår komplikationer eller du oplever bekymringer i graviditeten bør du derimod ikke bruge Google. Internettet flyder over med informationer og det er vanskeligt at finde præcise svar og anbefalinger. Ofte vil en søgning på et problem lede til endnu flere bekymringer. Kontakt i stedet din jordemoder, da hun vil kunne hjælpe dig i den konkrete situation du er i.

4. Distraher dig selv

Indimellem er det godt at give dig selv en pause fra bekymringerne ved at gøre noget, der får dig til at tænke på noget andet. Du kan f.eks. læse en god bog eller lytte til en podcast. Se en film. Øve dig på noget du gerne vil være bedre til, gå en tur, tage i svømmehallen, ringe til en veninde og tale om andre ting end graviditet og fødsel.

At komme af med overdrevne bekymringer er lettere sagt end gjort, men øvelse gør mester. Jeg håber du vil lade dig inspirere og gøre det, der virker bedst for dig.

Du er også velkommen til at kontakte mig og booke individuelt tilrettelagt fødselsforberedelse. Ofte skal der kun få samtaler til for at få ro i sindet og blive godt klædt på til fødslen og det kommende forældreskab.

Hvis du foretrækker online fødselsforberedelse kan du se mine tilbud her: online fødselsforberedelse.